søndag den 17. marts 2013

Laber leopard på neglene

Så fik jeg langt om længe prøvet en af mine neglefolier. Det blev leopard-folien fra Sally Hansen, jeg kastede mig over, og jeg er virkelig begejstret for resultatet! Den skinner smukt og ligner en flot manicure i stedet for det, den egentlig er - klistermærker.


Folien er meget tynd og smidig, og jeg var positivt overrasket over, hvor nem den var at arbejde med. Lige da jeg så den, tænkte jeg, at den så meget gennemsigtig ud og nok også ville have et transparent look på neglene, men den dækker rigtig fint, når den kommer på.



Sådan gjorde jeg

Først rensede jeg neglene og sørgede for, at der ikke var rester af gammel lak eller lotion på dem.

Som jeg tidligere har vist her på bloggen, så fulgte der et lille gør det selv-kit med neglefolien, og efter afrensningen kom første hjælpemiddel i brug - neglebåndsbufferen. Det er en lille træpind med en afrundet ende, som nænsomt skubbede neglebåndene tilbage.

Derefter filede og pudsede jeg neglene med den medfølgende fil, og så lagde jeg folien på neglene, trykkede den godt fast over hele neglen og filede derefter det overskydende folie af. Det hele tog cirka en halv time, så man skal sætte lidt længere tid af end til en almindelig lakering, men så holder resultatet jo også længere, og med lidt øvelse kan man helt sikkert gøre det hurtigere.



Skal jeg komme med en negativ bemærkning, så er det, at folien virkelig lugter grimt og kemisk, lige når man åbner emballagen. Det er lidt ærgerligt, for jeg havde faktisk regnet med, at det netop ville være en af fordelene ved folien - at man slap for den traditionelle laks kemiske stank. Til gengæld forsvandt foliens lugt langt hurtigere, end lugten af almindelig lak normalt gør.

Alt i alt kan jeg kun anbefale folien! Resultatet er blevet så flot, og det føles slet ikke kunstigt at have folien på neglene, som jeg ellers lidt havde frygtet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar