Man kan navngive kæledyr, børn, usynlige venner og biler på mange mærkværdige måder. Min barndoms hunde hed fx Jeff, Ninka, Lotus og Marquis - lidt langt fra klassiske navne som King og Fido, ikke?! Min mands første bil hed Stan - ingen ved helt hvorfor. Og et stykke ude i min familie er der en kvinde, som hedder Urte - det kan da ikke være det første navn, hendes forældre kom til at tænke på...
Så navngivningen af en blog behøver vel heller ikke være lige ud ad landevejen? Og det er nok den bedste forklaring, jeg kan give på, hvorfor min blog hedder TheNailYouKnow.
Den næstbedste forklaring er, at jeg gerne ville have, at bloggen skulle hedde noget med negle, men alle de oplagte navne var taget, så jeg blev nødt til at være kreativ. Det resulterede i en længere jagt gennem opslagsværker og på nettet efter begreber og referencer, der involverede negle eller noget, der i det mindste mindede lidt om det.
Og her slog det så af uransagelige årsager pludselig ned i min hjerne: Hey, den der film med Eddie Murphy, hvor han stiller op til et valg med sloganet "The name you know", den er da vildt sjov, og "name" lyder lidt som "nail", gør det ikke?
Mere skulle der ikke til, så var min blog navngivet. Jeg håber vel, at min blog vil gøre sig bemærket for sit navn, lidt ligesom det sker for Eddie Murphy i filmen.
For at være ærlig så er jeg dog ikke sikker på, at filmen The Distinguished Gentleman fortjener et gensyn.
Du kan læse mere om den her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar